
Gennemsnitsalderen var for et par timer steget ganske betragteligt hos de kommunale dagplejere i Østervrå, da der i sidste uge var inviteret til hyggeligt samvær med bedster og older.
Det var lige før, der var optræk til trængsel i Østervrå Idræts- og Kulturcenters lokaler, hvor de kommunale dagplejere holder deres ugentlig legestue. De ældste familiemedlemmer havde nemlig i stort antal taget positivt imod invitationen til at komme på besøg.
Alle indledte med at synge fællessang, og derefter stod den på boller og kaffehygge, inden børn og voksne blev sat på en lille fælles opgave.
Der blev gået koncentreret til samarbejdsøvelsen, som gik ud på at fremstille en karsekylling, og sikke en masse flotte kreationer, der kom ud af den udfordring.
Alle nød at kunne samles til det årlige besøg, som har været sat på pause de sidste to år. Et par timer i godt selskab flyver afsted, og kræver også et ordentlig middagshvil. Det var blev tid til at sige farvel og tak for en hyggelig formiddag.
Næste gang dagplejerne sender bud bliver den anden onsdag i maj, hvor forældrene bliver indbudt til at deltage i Dagplejens Dag.
ÅB




