Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Østervrå Svømmehal er “kravlegård” for kajakroere

I Frederikshavn Kajakklub har sikkerheden til havs absolut første prioritet, derfor bliver nye medlemmer, som det første, introduceret til selvredning og makkerredning. I 10 år har nye og øvede kajakroere benyttet sig af Østervrå Svømmehal til at øve denne tekniktræning. 

En svømmehal er forbundet med både leg og læring, og de fleste tænker nok på svømmeundervisning og god motion – måske også leg og en masse sjove legeredskaber. Det er da også overvejende de aktiviteter, der foregår i Østervrå Svømmehal, men i vinterhalvåret har svømmehallen besøg af en helt anden sportsgren, nemlig kajakroere fra Frederikshavn Kajakklub. 

Guld værd
For roerne handler det om at få indlært de teknikker, der er brug for i forhold til at kunne redde sig selv eller hjælpe en makker. Typisk er det nybegyndere, der kommer på en hel dags kursus i svømmebassinet, men også klubbens rutinerede roere benytter muligheden for at holde deres teknik ved lige i roligt vand. – Det handler om i ro og mag at vende sig til vandet, forklarer Jørgen, der er en af dagens fem gæster, det første nye medlemmer skal lære er at redde sig selv, så de kan føle sig trygge på vandet. 

Nye kajakroere kan altså, som det første blive bedt om, helt bevidst at læne sig ud over rælingen og falde i vandet. Opgaven er så, at komme tilbage i kajakken igen. I det virkelige element, havet, kan det være rigtig svært at få disse teknikker ind under huden, og det forklarer besøget i svømmebassinet.  

– Det betyder rigtig meget at kunne træne i rolige omgivelser og bliver fortrolig med teknikkerne, forklarer Jørgen, så for os er det virkelig guld værd, at vi kan træne i Østervrå. Det er nemlig slet ikke nogen selvfølge at få træningstider i svømmehaller, enten fordi der ikke er plads eller fordi forholdene ikke er egnede til det. 

Masser af tid
Måske har du også stået på land og holdt vejret, når en havkajakroer kæntrer, men der er masser af tid til at komme ud og op i kajakken igen, forsikrer dagens fem roere. – Du sidder ikke stramt i kajakken, og det spray deck, du har over dig, er forsynet med en frigørelsesstrop, som du trækker i, hvis du kæntrer. Det bevirker, at du faktisk ”falder” ud af kajakken, forklarer Grete og Elisabeth. Det hele varer typisk kun 8-10 sekunder, supplerer Bjarne. Det er det, der kaldes en halvvending, og den skal roerne beherske, så kan de altid udfordre sig selv med en hel vending – også kendt som en ”Grønlændervending”, men det er ikke noget krav, fortsætter Karl Erik.

Hvorfor havkajak

Dagens fem deltagere, Karl Erik, Jørgen, Grete, Elisabeth og Bjarne har mellem 3-10 års erfaring med havkajak, og de er i svømmehallen for at holde deres redningsteknikker ved lige, men hvorfor skulle det lige være havkajak? 

Havkajak er mange ting. Det er følelsen af frihed og de mange naturoplevelser. Uanset om det er tidlig morgen, middag eller aften, så oplever du altid noget ude på havet. Du ser sæler og marsvin lege rundt om dig og masser af fugle, lyder den fælles forklaring. Det er også fællesskab, god motion og forskellige aktiviteter. 

Frederikshavn Kajakklub
Frederikshavn Kajakklub er meget mere end havkajakker. Foreningen, der holder til i Rønnerhavnen ikke så langt fra Palmestranden, tilbyder også hold i alle typer af kajakker og har derudover en ungdomsafdeling. 

Foreningen har p.t. ca. 140 medlemmer og interessen for kajakroning er ret konstant, så der er altid nogen på venteliste. Både i sommer og vintersæson bliver der tilrettelagt aktiviteter og kurser, og om vinteren er der som omtalt tekniktræning i Østervrå Svømmehal hver anden lørdag. 

Et helt særligt tilbud er dobbeltkajak, som f.eks. kan benyttes af handicappede, der har behov for at have en makker med. 

En havkajak er mellem 4,9 og 5,3 meter og vejer 18-26 kg plus det løse.

ÅB

Populære artikler