
Den er godt nok usynlig, den røde tråd, men dem der lægger vejen forbi den traditionelle Forårsudstilling på Bødkergården fornemmer med det samme, at der lagt stor energi i at fortælle om årets gang, om dagligdagen, om hvad der optager børnene, om dyrene og at tillægge stor værdi til resultaterne af børnenes anstrengelser.
Endelig er den tilbage, den glade forårsbebuder på Bødkergården, som har holdt pause siden 2019, men i år fik vi lov til igen at komme ind og se, hvad Bødkergårdens børn får tiden til at gå med. Vi oplever en veldokumenteret proces i billeder af det, børnene har prøvet kræfter med, og så naturligvis også produktet af børnenes anstrengelser. Hele udstillingen er smukt stillet op præcis som i et galleri, og dertil er føjet små gule forårsbebudere, udsprungne grene, påskekyllinger og meget andet, der sætter os alle sammen i et herligt forårshumør.
Alle afdelinger er repræsenteret vuggestuen Sneglehuset – Mariehønen, Andedammen, Kaninburet og Hønsegården fra børnehaven, førskolegruppen Svalereden og Svalereden SFO, Fritidscentret og Bødkerhuset SFO samt specialgruppen Dueslaget.
Børnene har bl.a. arbejdet med kroppen og følelser, en drengegruppe har haft særligt fokus på fællesskab i udelivet og naturen. I vuggestuen har de lært noget om farver, og i Dueslaget har de arbejdet med sansetræning.
Et spændende læseprojekt som SFO’en har haft sammen med Østervrå Bibliotek blev også præsenteret, og det fremgik tydeligt af de tegninger børnene havde lavet om projektet, at de har levet sig 100% ind i bøgernes verden.
En vigtigt formål
Traditionen med Forårsudstillingen har flere formål. – Det er vigtigt at vise, hvad der sker på Bødkergården både internt og eksternt. – for det hele hænger jo sammen, fortæller Cathrine fra Sneglehuset og Svaleredens SFO. På Bødkergården er børnene i fokus, og helt naturligt skal det børnene beskæftiger sig med også i fokus. De er med i hele processen, når der bliver gjort klar til Forårsudstilling, og det betyder også, at de er mega stolte og gerne vil vise deres mor, far og bedsteforældre, hvad de har lavet.
Gæster udefra
Forårsudstillingen på Bødkergården har i mange år haft tradition for at invitere gæster udefra, og det havde de også denne gang, hvor både De private Pasningsordninger og De kommunale Dagplejere havde været forbi med hver deres lille kreative forårsudstilling.
ÅB




