
Økonomien er generelt fin, der er spændende projekter på tegnebrættet, og de seneste år er brugt på at optimere og forny centret, så det står knivskarpt i jubilæumsåret 2022.
På trods af formand René Larsens optimistiske forudsigelser i begyndelsen af 2021, så blev Østervrå Idræts- og Kulturcenters drift på andet år påvirket af nedlukninger både først og sidst på året. Ind imellem lykkedes det dog at få gang i alle aktiviteter, og den store julefrokost i december blev heldigvis også afholdt, lød det i formandens beretning.
Falck rykkede i flere omgange ind med testcenter, og det var en kærkommen indtægtskilde i en tid, hvor der ikke skete så meget andet i idrætscentret.
Driftsaftale eller ej?
En ny driftsaftale kom pludselig på dagsordenen hos Frederikshavn Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg i 2021 og, til alles forundring, med loft på timesalget, hvilket ikke matcher regeringens og samfundets ønsker om, at vi alle skal røre os så meget som muligt, lød det fra formanden.
Det førte til flere møder og fælles front fra kommunens haller. – En farce, konstaterede René Larsen, hvor alle forslag mere eller mindre blev forkastet af forvaltningen og politikerne. Vi ved godt alle sammen, at det handler om budgetstyring, hvilket er fair nok, men så skal man ikke indbyde til dialog, når det hele bare ender i en envejs monolog.
Nu er alle aftaler opsagt, fortsatte René Larsen, og der er kommet loft på timerne, så lad os se, hvad der sker her i 2022, vi er i hvert fald spændte her i Østervrå, oveni kan vi så også lytte os til, at en harmonisering måske også er på tale igen.
Nedlukningen og de stille perioder i 2021 er brugt på at renovere gangarealerne i kælderen samt trappen op til idrætshal og tribune. – Et flot resultat, som har givet mere plads og lys, konstaterede René Larsen. Hallens 34 år gamle ventilationsanlæg er sendt på pension, og et nyt og moderne er installeret. Endvidere er der, i samarbejde med GF77, blevet indkøbt flytbare ribber til hallen.
Økonomien er generelt fin, og det er da også planen, at de opsparede midler skal ud og arbejde. Vi har nogle spændende projekter, som vi diskuterer, bl.a. et nyt cafeteria og muligheden for, i forbindelse med en fornyelse på fodboldstadion, at lægge flere kvadratmeter fri til en udvidelse af hallen. Lige her og nu er vi naturligvis også meget spændte på, og håber, at opførelsen af et Sognehus falder ud til centrets fordel.
Jubilæumsår
Planlægningen af Idræts- og Kulturcentrets 50 års jubilæum har også fyldt en del på dagsordenen i 2022, og som tidligere beskrevet, er der planlagt et bredt og alsidigt program for alle aldersgrupper. Allerede den 17. maj er der et underholdende og musikalsk besøg af Trine Gadeberg, og billetsalget er i fuld gang. – Vi opfordrer til, at man holder øje med annonceringer i Østvendsyssel Folkeblad, Facebook og opslag, jubilæet bliver nemlig fejret hen over hele året, lød opfordringen fra René Larsen.
ÅB




