
Det er ikke mange byer af samme størrelse som Østervrå, der kan tilbyde de faciliteter, som Østervrå Idræts- og Kulturcenter kan, og det er blot én af flere grunde til, at centrets bestyrelse har besluttet, at den flotte milepæl skal markeres hen over hele året med en bred vifte af særlige oplevelser til hele familien.
Østervrå Idræts- og Kulturcenter er et kulturelt og sportsligt omdrejningspunkt for rigtig mange aktiviteter i Østervrå by og opland. Den centrale placering i Vendsyssel gør det også attraktivt som mødested for forskellige organisationer med medlemmer i hele landsdelen.
Det er takket være et langt og sejt træk fra en flok målrettede og stædige ildsjæle, som for godt 50 år siden satte sig for, at Østervrå skulle have en idrætshal, men det skulle ikke bare være en lille beskeden hal på en bar mark. De tog hele munden fuld og satsede på hele pakken med både idrætshal og svømmehal.
I alle årene har bestyrelser og ansatte bestræbt sig på at vedligeholde, forny og udvide centret, så det i dag fremstår, som et moderne kultur- og idrætscenter med plads til mange forskellige aktiviteter.
Det er altså en jubilar i topform, der runder en flot milepæl med et toptunet BMI, som mange af de daglige bruger i centrets motionscenter sikkert vil kigge misundeligt efter.
Centrets bestyrelse var heller ikke spor i tvivl om, at de 50 år – de skal fejres med manér, og det ser bestyrelsen indtil flere gode grunde til. – Først og fremmest så er 50 år en milepæl, der er værd at fejre, og vi synes også, at der er grund til at fejre, at vi har et moderne og velfungerende center, der har fulgt med tiden, det er bestemt ikke nogen selvfølge, og så skylder vi da også dem, der tog de første skridt til vores center, helt tilbage i slutningen af 60’erne, en kæmpe stor tak for deres indsats.
Tilbud til hele familien
Ud over de daglige aktiviteter, private fester, konferencer, møder og meget andet, så bliver der lagt et ekstra lag flødeskum hen over hele 2022 med en bred vifte af tilbud til hele familien.
Et vintercirkus kommer på besøg i vinterferien i uge otte, og i samme uge bliver der fyret op under diskomusikken i svømmehallen til poolparty. Hvordan skal Østervrå Idræts- og Kulturcenter se ud i fremtiden? Det spørgsmål kommer foredragsholder m.m. Jeppe Søe med nogle indspark til den 1. marts, og alle interesserede er inviteret med til at bidrage til debatten, så man sikrer, at alle ideer kommer på banen. Skuespiller Trine Gadeberg kigger forbi den 17. maj, og måske har hun også taget Pelle med.
Reception og jubilæumsfest
Selve jubilæumsdagen den 19. august markeres med en reception og den 10. september er der stor jubilæumsfest i idrætshallen, hvor bl.a. ”ABBA” kigger forbi.
Det er blot en smagsprøve på, hvad er venter, for der kommer mere. Lidt hårdt presset kan jubilæumsudvalget f.eks. også løfte sløret for, at landsholdsspiller Joakim Mæhle kigger forbi i løbet af året. – Vi håber, at vores brugere, byens- og oplandets borgere har lyst til at feste sammen med os, vi synes, der er rigtig mange gode grunde til at markere de første 50 år, lyder opfordringen. Vi glæder os, og så trænger vi vist også alle sammen til nogle gode, fælles oplevelser.
ÅB




