
I ugerne op til fodbold-EM har flere landsdækkende og regionale medier haft deres opmærksomhed rettet mod Østervrå. Mandagens kamp mod Rusland, hvor en lokal fodboldhelt Joakim Mæhle cementerede Danmarks sejr til 4-1, gav fornyet og meget stor interesse for at vide mere om, hvor denne nordjyske knægt kommer fra.
Det mindende lidt om en belejring tirsdag – dagen efter kampen. De første telefonopringninger kom allerede lidt over syv om morgenen, hvor P4 Nordjylland gerne ville vide mere om Østervrå, hvordan byens borgere havde det med Joakim Mæhles scoring osv.
Hos Østervrå Bageri måtte de svare på adskillige spørgemål, og hos tøjbutikken Høyrup var der nærmest kø, for at komme til at snakke med Karsten Høyrup og høre hans mening. – Det er da super fedt med al den opmærksomhed, lyder det fra Høyrup. Vi vil jo gerne sætte vores by og område på landkortet i bestræbelserne på udvikling og ikke afvikling. At Joakims succes så kan blive en del af den proces, det er da bare så fantastisk.
Telefonen glødede også hos ØVI fodbolds presseansvarlige Michael Thomsen, som dagen igennem fortalte og forklarede til bl.a. Mogens Jørgensen fra TV2 Nord, Nordjyske Stiftstidende og mange andre om Joakims tid i klubben, og hvad det betyder for foreningen og byen, at have sådan en kendis.
Der bliver uden tvivl snakket meget fodbold i byen i disse dage, men lige som hovedpersonen Joakim, så holder vendelboerne fødderne solidt plantet på jorden, men stolte det er de.
Hos Jyske Ost var meldingen til medierne, at omtalen og Joakim det er bare ”Top Dollar”, og bagermester Henrik Petersen har kreeret en særlig Mæhle-kage foruden, at der i den forgangne uge var et særligt fordelagtigt tilbud på ”Russere”. Bagermesteren er i øvrigt ikke i tvivl: – Joakim var den bedste spiller på banen til mandagens kamp.
Den lokale journalist blev kontaktet af Nordjyske og senere på dagen også af Politiken, som gerne ville vide, noget om Østervråboernes reaktion på Mæhles succes, og hvad Østervrå og opland er for et sted.
Resultaterne af alle journalisterne anstrengelser kunne vi senere se og høre i avisspalterne og på TV, hvor bl.a. en mega stolt mormor fra Tårs fik lov til at udtrykke sin glæde. Joakims nu afdøde farfar Kjeld Pedersen, der var aktiv fodboldspiller og foreningsmenneske i rigtig mange år, blev også nævnt.
Lørdag den 26. juni var der arrangeret storskærm på stadion i et samarbejde mellem ØVI fodbold og Østervrå Handel- og Erhvervsforening. Hvilket bliver gentaget til næste kamp lørdag den 3. juli. Her vil TV2 Nord dække fra arrangementet hele dagen.
Tidligere har Politiken, Jyllandsposten og DR Sport været på besøg og skrevet artikler og lavet indslag om barndomsklubben ØVI og byen Østervrå, og en af Joakims trænere fra barndomsklubben, René Larsen har været i sofaen hos Go’ Morgen Danmark. Endelig har Joakims forældre og to brødre været i en sand mediestorm, og er gentagne gange blevet bedt om at fortælle om Joakim og hans vej til de store sportsarenaer.
ÅB




