
Torsdag i sidste uge var det blevet tid til at afholde den udsatte generalforsamling i den selvejende institution Flauenskjold Hallen.
Formand Susanne Rishøj bød velkommen og glædede sig over det flotte fremmøde i betragtning af diverse Corona restriktioner.
Formanden kunne i sin beretning glæde sig over flere nye brugere af hallen, ligesom at lokalerne havde gennemgået en opdatering med bl.a. nyt gulv i cafeteriet samt renovering af diverse installationer. Herudover er der ved hjælp af tilskud fra fonde også nye møbler på vej til cafeterialokalerne. Aktiviteterne i hallen havde, som følge af Corona, selvsagt været på et noget lavere niveau end normalt.
Susanne Rishøj kunne også fortælle, at man håber at kunne gennemføre en halfest i løbet af efteråret. Herudover takkede hun brugere, bestyrelse samt halinspektør Dennis Kvesel for samarbejdet i det forgangne år.
Herefter gennemgik kasserer Helene Fabricius såvel det reviderede regnskab for 2020, samt budget for 2021. Til trods for at regnskabet udviste et mindre underskud har Flauenskjold Hallen dog stadig en solid egenkapital.
Susanne Rishøj blev genvalgt som formand.
Der var henholdsvis genvalg og nyvalg til bestyrelsen af Brian Sørensen og Brian Kjeldsen Jensen. Som selvsupplerende medlem havde bestyrelsen udpeget Ida Gadensgaard som nyt medlem. Jeanette Brücher og Charlotte Larsen blev genvalgt som suppleanter til bestyrelsen. Der var genvalg til revisorerne Bente Christensen og John Vognsen samt revisorsuppleanterne Anita Pedersen og Kjeld Jørgensen.
Under eventuelt lød der, fra hallens brugere, en stor tak til halinspektør Dennis Kvesel for hans imødekommenhed og hjælp til foreningerne i dagligdagen. Til trods for Corona har Dennis virkelig været med til at udvikle hallens aktiviteter, og endvidere været medvirkende til at lokaliteterne fremstår up to date og klar til at modtage brugerne i en forhåbentlig mere normaliseret fremtid.
Til slut overrakte Susanne Rishøj en lille erkendtlighed til Lis Olesen og Kim Larsen, der begge havde valgt at stoppe. Hun takkede dem for deres mangeårige arbejde i bestyrelsen.
IS




