Gør en forskel ude, selv om du må blive hjemme
Folkekirkens Nødhjælps traditionsrige sogneindsamling er for andet år i træk ramt af corona. Men det skal ikke gå ud over verdens fattigste mener Lone Haugaard, Marianne Bentsen, indsamlingsleder fra Østervrå og Torslev Sogn der derfor opfordrer til at støtte digitalt.
Den 14. marts kommer der ingen og banker på din dør. Det har ellers været fast tradition siden slutningen af 90’erne, hvor Folkekirkens Nødhjælp har afholdt deres årlige sogneindsamling.
Men på grund af coronapandemien må indsamlingen igen i år blive hjemme – og i stedet opfordres danskerne til at støtte verdens fattigste digitalt.
”Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan mødes fysisk til Danmarks hyggeligste indsamling. Men måske er det ikke helt skidt at være tvunget til at tænke nyt. Vi skal nok få til det til at fungere, så vi stadig kan hjælpe verdens fattigste,” siger Tove Hosbond, indsamlingsleder i Skæve og Hørby Sogne.
Corona-pandemien har det seneste år givet mange nye og store udfordringer. Både herhjemme men ikke mindst i verdens fattigste lande, hvor nedlukninger har sendt endnu flere mennesker ud i sult og ekstrem fattigdom.
Samtidig er konsekvenserne af klimaforandringerne stadig en realitet, som mennesker i Etiopien, Kenya og Nepal må forholde sig til hver dag.
”Vi har mere end nogensinde brug for at stå sammen – også med verdens fattigste. Det betyder ikke noget for dem, vi hjælper, om støtten er samlet ind fysisk eller digitalt. Til gengæld betyder det noget, at støtten når frem uanset hvad,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
Generalsekretæren tror på, at resultatet kan blive bedre end sidste år, hvor Folkekirkens Nødhjælp var nødt til at aflyse den fysiske dør-til-dør-indsamling to dage før begivenheden. Med knap fem millioner kroner indsamlet digitalt blev resultatet næsten halveret i forhold til andre år.
De 10 Kirker har indsamlinger i hvert af sognene. I Volstrup, Understed, Karup går kollektet fra kirkebøssen i marts måned til Folkekirkens Nødhjælp og du kan læse mere om hvordan du støtter verdens fattige på kirkernes hjemmesider.