Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

42 mio. kr. til nye underværker

Heldigvis blomstrer frivilligheden stadig i en tid, hvor corona sætter sit præg på hverdagen. Nu kan ildsjæle igen søge om støtte til at føre gode projektidéer ud i livet. Realdania har øremærket 42 mio. kr. til at hjælpe nye frivilligprojekter videre. Næste ansøgningsfrist er den 20. april.

Fællesskaber kan trives alle steder, men med de rigtige fysiske rammer kan de også udvikles og styrkes. Heldigvis blomstrer frivilligheden stadig i en tid, hvor corona sætter sit præg på hverdagen – måske er der ovenikøbet sat ekstra blus under ildsjælene i et vanskeligt år, hvor der har været brug for initiativ, fællesskab og hverdagsglæde som modvægt til nedlukning, ensomhed og smittetal. Med Underværker har den filantropiske forening Realdania støttet mere end 280 ildsjæleprojekter siden 2014. Nu har Realdania afsat 42 mio. kr. til tre nye ansøgningsrunder, hvor byggende ildsjæle kan søge støtte til at gøre deres idé til virkelighed. 

En række nordjyske projekter er tidligere blevet til virkelighed med en økonomisk håndsrækning fra Underværker – heriblandt PixlArt i den nedlagte baptistkirke i Østervrå, ét af verdens første digitale udstillingssteder for fotografi. 

”Underværker har dannet fundamentet for PixlArts fællesskab. Med den støtte, vi har fået, har vi omdannet en nedlagt kirke til et unikt udstillingsrum og bragt bygningen ”tilbage til fremtiden” som lokalt samlingssted. Jeg vil opfordre alle nordjyske ildsjæle til at tro på deres drømme og bede om den hjælp, de kan få,” siger Tao Lytzen, PixlArt.

Se flere nordjyske ildsjæleprojekter på www.underværker.dk

Ny ansøgningsrunde starter nu
I Realdania glæder man sig til at modtage projektidéer fra hele landet, som kan bidrage til at styrke de lokale fællesskaber:
”Selv om mulighederne for at være sammen er begrænsede lige nu, ved vi, at der findes masser af ildsjæle over hele landet med gode idéer til projekter – og kræfter til at realisere dem. Projekter, som kan være med til at styrke de lokale fællesskaber i kølvandet på en svær tid, og som kan blive til virkelighed i takt med, at samfundet åbner igen. I Realdania håber vi, at mange flere ildsjæle vil lade sig inspirere af projekter som PixlArt,” siger Stine Lea Jacobi, programchef i den filantropiske forening Realdania.

Er man en ildsjæl med en god idé til et projekt, søger man ved at lægge sit projekt op på kampagnens hjemmeside, www.underværker.dk. Dernæst gælder det om at skabe opmærksomhed om idéen og få mindst 500 mennesker til at give den en stemme. Når stemmerne er i hus, er man sikker på, at projektet bliver vurderet af Underværkers jury og Realdania ved næste ansøgningsfrist. 

Underværker har tre ansøgningsrunder frem til 2023. Der er åbent for ansøgninger nu, og næste ansøgningsfrist er den 20. april.

FAKTA: Med Underværker støtter Realdania projekter i det byggede miljø, som er drevet af frivillige kræfter. Kampagnen bidrager både med økonomisk støtte, rådgivning og videndeling til at gøre gode idéer ud i livet. I sin levetid har kampagnen støttet virkeliggørelsen af mere end 280 projekter med ca. 131 mio. kr. 

Populære artikler