
I en verden hvor alle har travlt med at finde hullerne i osten eller er lidt ”Corona trætte” er der behov for en positiv oplevelse fra hverdagen. Den kommer her.
Scenen er sat
Tirsdag den 25. august ved middagstid i Meny Østervrå. Indløse pantflasker og aflevere tomme flasker. Nåh ja, hvor kedeligt, hverdagsagtigt og trivielt kan det blive? Coronaen har jo lært os at drikke rødvin alle dage fra klokken fem! Videre med vognen og flaskebon’en. Fuldmodne tomater for en slik, en pose løg og Janes opskrift på italiensk tomatsovs i baghovedet. Smovs! Så går det hjemad. De helvedes varme temperaturer er heldigvis historie. Videre til kassen.
Ved kassen
Hård opbremsning ved afstandsmarkørerne. Hvad sker der lige her? En mand foran mig har glemt sin mælk til morgendagens havregryn. Ikke noget problem. Jeg har tid nok. Havregryn uden mælk er jo grænseoverskridende. Men hov, der holder en kørestol med påhængt rollator længere henne. Den ældre medborger (Jeg giver en ”fiskeanretning” til vedkommende der siger ældrebyrden!) har behov for hjælp til at pakke, betale og komme godt i vej. Og ved Gud om den ældre medborger ikke også har glemt et eller andet nede i butikken. Hvad gør hovedpersonen så i denne historie? Hun går selvfølgelig ned og henter det der mangler og sørger for at vedkommende i rullestolen får en god, varm og serviceminded oplevelse.
Hovedpersonen og morale
Jeg kender kun hovedpersonen gennem min formiddags-/middagshandel i Meny. Jeg ved ikke hvad hun hedder. Men jeg ved, at hun altid er glad, smilende, hjælpsom og med en frisk replik på læben. En oplevelse der kan gøre en glad og en købsoplevelse endnu bedre. Moralen i historien er så snublende nær, at jeg stort set ikke behøver at beskrive den. Men den kommer alligevel her. I et betrængt samfundsfællesskab er det berigende at se ressourcepersoner træde i karakter og have overskud til at hjælpe/træde til når alder og evner er kommet til kort. Så kan man med rette blive stolt af sine medborgere. Godt gået dame! Håber chefen bemærker dig!
Nåh ja, hvad er en fiskeanretning?
Det er to flade og en skalle!
KL




