Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

75 år

Jørgen Peder Clausager, tidligere arkivar ved Byhistorisk Arkiv i Sæby, Kolonihavevej 6 i Østervrå, fylder fredag den 3. juni 75 år.

Han er søn af et lægepar, og opvokset på det, der den gang hed Den kellerske Åndssvageanstalt i Brejning ved Vejle. Efter nysproglig studentereksamen fra Fredericia Gymnasium i 1965 – suppleret med et udvekslingsophold i USA i 3.g – påbegyndte han det medicinske studium ved Aarhus Universitet, men skiftede i 1968 til studiet af historie som hovedfag og engelsk som bifag; her følte han for alvor, at han var kommet på sin rette hylde. Interessen for historie, og måske især lokalhistorie, blev allerede vakt i mellemskolen, hvor historielæreren, adjunkt Aase Høgsbro, ikke nøjedes med at undervise i klasseværelset, men også lod eleverne komme ud og stifte bekendtskab med de virkelige historiske rammer i det historiske Fredericia.

Uddannelsen blev afsluttet med cand.mag.-eksamen i sommeren 1976. I studietiden var han studentermedhjælper ved det daværende Statens Erhvervshistoriske Arkiv i Aarhus og undervisningsassistent på universitetet i faget håndbogsbenyttelse for historikere; hans bogsamling viser, at han herved tog varig skade. – Efter eksamen var han lærerkandidat på Rødkilde Gymnasium i Vejle; han trivedes godt med undervisningen, men det førte ikke til en karriere i gymnasieskolen. I årene 1977-81 fik han nemlig ansættelse som arkivarvikar ved det, der den gang hed Landsarkivet for Nørrejylland i Viborg – det blev til fire gode læreår.

I 1981 søgte han og fik job som arkivar ved Byhistorisk Arkiv ved Sæby Museum indtil 1996, hvor han vendte tilbage til sine rødder og blev leder af Lokalhistorisk Arkiv i Fredericia og Omegn indtil sin pensionering i 2012.

En del af en arkivars arbejde er beregnet til forskning og formidling, og det er faldet godt i tråd med Jørgens lyst til at formidle historie på skrift. Listen over det, han har bidraget med i form af egne tekster og redaktionelt arbejde er både lang og meget varieret. Allerede på Landsarkivet i Viborg kom det første udspil med bogen ”Viborg som erhvervsby”. I Sæby var der mange spændende opgaver med at udvikle arkivet. Specielt var der et stort opsamlingsarbejde efter kommunesammenlægningen i 1970 med indsamling af bl.a. skolearkivalier, der i dag findes på Frederikshavn Stadsarkiv. Ligeledes iværksatte han en systematisk indsamling af fotos af konfirmandhold og var fra 1988 tovholder på udgivelsen af Årsskrift for Sæby Museum og meget andet. – Han lagde i sit virke stor vægt på, at arkivet skulle være for hele Sæby kommune og ikke blot Sæby by.

I Fredericia var der noget større forhold, og her blev han straks redaktør for den lokalhistoriske årbog ”Fredericiabogen”. Han var medforfatter til byhistorien ”Fredericia 1650-1970 – drøm, dårskab og duelighed” i jubilæumsåret 2000, og medredaktør af trebindsværket ”Fredericia fæstnings historie”, der udkom i 2010. Hertil kommer talrige artikler og anmeldelser i diverse historiske udgivelser, samt undervisning og vejledning i slægts- og lokalhistorie under oplysningsforbundene.

Det var i ”Internationalt Studentercenter” i Aarhus at han mødte engelske Sheila Tebbutt, som han blev gift med i 1969. Parret fik to døtre, men i 2000 mistede Jørgen sin kone. I 2011 blev han gift med Vivi Dybdahl fra Østervrå, og flyttede efter pensioneringen i 2012 til Vendsyssel. I 2013 blev han indvalgt i styrelsen for ”Historisk Samfund for Vendsyssel”.

Vivi og Jørgen nyder sammen deres fælles interesse for historie, og ikke mindst lokalhistorie. Det har resulteret i en række fælles artikler i Sæbybogen og i Vendsyssel Årbog, og i jubilæumsskriftet ”Østervrå i Handel og Vandel 1965-2015”; i øjeblikket arbejder de på historien om ”Frysehuse i Vendsyssel”. Derudover er Jørgen bestyrelsesmedlem og medarbejder i Østervrå Lokalhistoriske Forening, og bidrager med lokalhistoriske artikler til dettes medlemsblad ”Spejlet” så vel som til Østvendsyssel Folkeblad. Som ”baggrundsarbejde” har han i mange år arbejdet med folketællingerne fra sognene i den tidligere Sæby Kommune, af hvilke adskillige er bearbejdet og indtastet, og nogle er lagt på Frederikshavn Stadsarkivs hjemmeside. – Han kommer ikke sjældent ud i foreninger og holder foredrag om lokalhistoriske emner.

Fødselsdagen fejres senere med hans og Vivis børn, svigerbørn og børnebørn.

ÅB

Populære artikler