
Skt. Hans aften ved Gjersholt Sø har nået sin første lille jubilæumsmilepæl som på sit femte år for alvor er ved at have bidt sig fast som en dejlig lokal tradition, og med sin store opbakning for alvor kan sætte streg under fællesskab. Den stemningsfulde midsommeraften er gratis og alle er velkomne.
Årets bålfest lægger op til endnu en dejlig sommeraften med alt det, der gør midsommer til noget særligt: bål, sang, fællesskab og hygge.
En stemme i særklasse
Aftenens musikalske højdepunkt leveres af Lene Siel, den tidligere sæbynit, der er kendt for sin varme udstråling og smukke, klare stemme. Lene Siel har sunget sig ind i danskernes hjerter og vil denne aften – sammen med to musikere – optræde med et udvalg af de danske sange, hun er mest elsket for. Med en karriere der tæller samarbejder med internationale stjerner som John Denver, Roger Whittaker og Tommy Körberg, samt utallige optrædener for Kongehuset, er Lene Siel garant for en musikalsk oplevelse i topklasse.
Årets båltaler
Er byrådspolitiker og borgmesterkandidat Christina Lykke Eriksen (SF), der beskriver sig selv som en fuldstændig Frederikshavner, og publikum kan forvente en tale med en god portion nordjyske humor. Christina har i sit politiske virke haft fokus på unges trivsel og sundhedsområdet.
Fællessang
Pladsen ved den idylliske Gjersholt Sø åbner i god tid, inden der bliver budt velkommen. Som noget nyt vil der i år være fællessangshygge, inden bålet bliver tændt. Det er korsanger Heidi Knøsen akkompagneret af korleder og pianist Christina Thoft fra Østervrå Kirke, der inviterer alle til at synge med på en række af de dejligste sommersange fra den danske sangskat. – Fællessangen er en vigtig del af den danske kultur, som får os alle til at føle fællesskab og sammenhørighed, siger Christina Thoft, som også, sammen med Heidi, synger og spiller for til Midsommervisen.
Vennerne er klar
Alle de praktiske opgaver er igen lagt i trygge og erfarne hænder hos ØVIs Venner, som står klar med mad og drikkevarer. Det er også dem, der hjælper med at finde plads til bilen, og når det hele er slut, tager de også slæbet med oprydningen.
Bålet har selvfølgelig også fået en trold eller heks, hvad man nu er mest til, på toppen, og den har børnene fra Bødkergårdens børnehave stået for.
Satser på sommervejr
Festlighederne har i alle årene været begunstiget af dejligt sommervejr, og det håber værterne selvfølgelig vil fortsætte. – Vi håber da på endnu en dejlig lun sommeraften igen i år, men skulle det blive dårligt vejr, så har vi vores næsten 200 år gamle lade på ca. 1.000 kvm i baghånden, der kan vi sagtens få plads til både scene og publikum, forsikrer de gæstfrie værter Lone og Rasmus Haugaard.
Der er fri adgang for alle til både bål og fest, som er arrangeret og sponsoreret af familien Haugaards virksomhed. – Medbring gerne tæpper og stole, og tag endelig din nabo med, så vi sammen kan fejre midsommer med musik, glæde og lokalt fællesskab, lyder opfordringen.
ÅB




