Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

25. julefrokost i Østervrå i højt humør

ØVIs Venner og ØVI håndbold samlede for 25. gang fuldt hus til årets julefrokost i Østervrå Idræts- og Kulturcenter. Arrangørerne havde tilrettelagt en festlig aften med non-stop-musik, god mad og små ekstraindslag i løbet af aftenen. 

Gæsterne blev mødt af et festligt pyntet idrætscenter, og i anledningen af jubilæet var der skænket et glas bobler op til alle gæster, og på den måde blev festen slået i gang med en fælles skål. 

Aftenens to bands var også klar til, på skift, at underholde de 500 festglade gæster, og de var i rigtig godt selskab med de altid suveræne ”Tøt City Band” og et nyt bekendtskab med bandet ”Fame”, som også havde et par kendte ansigter i besætningen. 

Formanden for ØVI Knud Hjørnholm bød alle velkommen, og herefter var der fællessang, inden alle kunne gå ombord i maden. 

Den lækre mad med alt, hvad der hører til en god julefrokost, blev leveret af Martin Kok fra Sindal. Udover aftenens menu var det muligt at bestille natmad. I anledningen af jubilæet var det, som noget helt nyt, en pølsevogn, der rullede ind og afløste de traditionelle rundstykker. 

Et selfiekamera var stillet op, så gæsterne selv kunne være med til at bevare mindeværdige øjeblikke, og mon ikke der var nogle stykker, der havde lyst til at forevige en festlig aften med højt humør sammen med gode venner og kolleger?

Et stort antal frivillige sørgede hele aftenen for, at gæsterne blev serviceret i baren, ved bordene og buffeten eller tog slæbet med at forsyne baren, fjerne den tomme emballage, tage opvasken og holde styr på store og små opgaver undervejs samt meget mere. 

Arrangørerne er særdeles godt tilfredse med aftenens forløb, og venter nu spændt på, om festen giver et godt afkast til fordel for ungdomsarbejdet i Østervrå Idrætsforening. 

ÅB

Populære artikler