Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

100 lyttede til Knud Eriks barske barndomserindringer

Godt 100 gæster var mødt op til Østervrå Seniorers seneste arrangement, et foredrag med forfatteren Knud Erik Larsen, som, med udgangspunkt i sin ”debutroman, Fredenslund”, gav et barsk og hudløst ærligt indblik i en barndom fyldt med manglende omsorg, druk, økonomiske problemer og massiv mobning.  

Den har helt sikkert sin berettigelse, Knud Erik Larsens debutroman ”Fredenslund” om en dysfunktionel arbejderfamilie i 50’erne og 60’erne, for det er ikke mange, der selv er vokset op i sådan et hjem, der har haft lyst og mod til at fortælle deres historie. 

Det havde Knud Erik Larsen, og selv om han ikke selv sagde det direkte i dagens foredrag, så er det fornemmelsen, at det har været en rigtig god bearbejdelsesproces for ham. – Jeg havde nemlig rygsækken fyldt med ubearbejdede traumer og negative hændelser, da jeg forlod mit hjem som 13-årig, og var så naiv at tro, at min barndom ville være et lukket kapitel, forklarede dagens gæst. 

Knud Erik Larsen fortalte åbent og ærligt om, hvordan hans tilværelse havde formet sig i et hjem, hvor de i alt 11 børns tarv altid kom i anden række. 

Vi fik en beskrivelse af et fattigt og forsømt barndomshjem, en skolegang fyldt med mobning og mange svigt og et par forældre, der havde mere travlt med at få deres egne behov dækket. 

Hvor var de sociale myndigheder? Det var da muligt at få hjælp, hvilket familien også fik et par gange om året, hvor der blev givet økonomisk hjælp til indkøb af tøj til børnene, ellers var de offentlige myndigheder stort set passive.  – Det ville være blevet alt for dyrt for kommunen, hvis de skulle overtaget ansvaret for 11 børn, er Knud Erik Larsens forklaring. 

Han har i dag tilgivet sine forældre. – Jeg tror ikke, at de var i stand til at gøre det anderledes end de gjorde, med de ressourcer og kompetencer de var i besiddelse af, lød det ærlige fra Knud Erik Larsen. 

De godt 100 tilhørere lyttede åndeløst til den barske og hudløst ærlige beretning, og blandt publikum var der også en hel del, der kunne nikke genkendende til de forhold, som blev beskrevet. 

Seniorernes næste arrangement er den 18. februar, hvor bankopladerne skal i sving, og den 3. marts kommer Per Pallesen forbi Østervrå Kulturhus og fortæller sin historie. 

ÅB

Populære artikler