Vi streamer mere og mere
TV-markedet ændrer sig hele tiden. Nye muligheder dukker op, og den øgede streaming giver stigende behovet for flere Mbit på hastigheden.
Fremtidens TV er både almindelig TV og streaming, så derfor vil YouSees kunder også opleve at få tilbudt mere digitalt indhold i TV-pakkerne. – Hvis man har grundpakken er der adgang til at streame film fra Viasat Film og se op til 500 timer på Discovery, oplyste formand Benny Jensen ved den årlige generalforsamling. På fuldpakke med boks er der adgang til filmpakken Paramount med 10-15 film om måneden.
Ny TV-boks
I efteråret kom der en ny TV-boks med den nye 4K kvalitet, som kan optage i skyen, og hvor indhold kan afspilles overalt på mobil, tablet eller pc. Boksen giver mulighed for at ændre indholdet i sin ”bland selv pakke” og se ændringen allerede efter en time.
Bland selv konceptet, er blevet ændret til et pointsystem, hvor en kanal koster et point og en filmtjeneste koster tre til seks point, hvilket betyder ca. halv pris på filmkanaler. En foretaget ændring er bindende i 30 dage.
YouSee Nyhedstjeneste er et rigtig godt sted at holde sig orienteret om alle disse nyheder. – Vi kan kun opfordre medlemmerne til at tilmelde sig denne tjeneste, lød det fra formanden.
Udvidelse?
Allerede i 2016 forlød det at YouSee udvider over hele landet til Gigabredbånd med hastigheder op til 1000 Mbit. Prisen for denne ombygning, vil koste foreningen ca. 1,5 mio. kr. Et beløb YouSee vil betale, men mod en kontraktforlængelse på 9-10 år. Derfor er bestyrelsen stadig i tænkeboks vedr. pris og kontraktvilkår. – I dag kan det lokale net levere en 300 Mbit forbindelse, men med det stigende forbrug af streaming, vil fremtiden kræve noget mere, forklarede Benny Jensen.
God økonomi
Kontingentet/medlemsbidraget får en lille stigning, og det takket være en god økonomi i foreningen, som betyder, at den fulde stigning på TV-markedet ikke slår igennem. Tilslutningsafgiften er uændret.
Bestyrelsens forslag om en vedtægtsændring, der betyder at kassereren undtagelsesvis kan vælges udenfor medlemskredsen blev godkendt.
Til bestyrelsen var der genvalg af Benny Jensen, Heine Højlund og Kaj Christensen samt til suppleant Kurt Christensen. Der var ligeledes genvalg til revisorerne Berit Nielsen og Fritz Pedersen.
ÅB