Venner kiggede forbi Vennerne
ØVIs Venner fejrede søndag sig selv med de første 40 år, og støtteforeningen er kendt og populær – mange venner kiggede forbi.
Det har været 40 begivenhedsrige år i ØVIs støtteforening, som i alle årene har haft, og stadig har, initiativrige og arbejdsomme bestyrelsesmedlemmer. De har stået for et hav af arrangementer og tiltag med det formål at samle økonomiske midler til især ungdomsafdelingens medlemmer.
I søndags inviterede vennerne indenfor i anledningen af den runde dag, og blandt gæsterne var der aktive medlemmer, forældre, samarbejdspartnere og flere tidligere bestyrelsesmedlemmer.
Et af dem – Lisbeth Urth var med i den første bestyrelse, og senere var hun også en del af ”Finansgenierne”, som fik penge til at yngle. Lisbeth solgte alt mellem himmel og jord. Hos hende kunne man f.eks. købe sandheden, selv om der godt var nogen, der troede, at hun kom fra én eller anden sekt. – Jeg fik også på et tidspunk et stort parti rensdyrskind, husker Lisbeth, som hun selv var helt sikker på var en sand guldgrube – desværre ikke for Østervråborgerne. Lisbeth formåede alligevel at blive byens ”Finansgeni” tre år i træk fra 1983-85.
Det var bare ét af mange erindringsbilleder, og der var da også rigtig stor interesse for foreningens mange scrapbøger, som var lagt frem i dagens anledning.
Kagemændene var linet op, frugt var der også eller måske bare en kop kaffe og et glas saftevand. Det blev nogle hyggelig timer med samvær, gensyn og udveksling af gode minde, og ingen var vist i tvivl om, at Vennerne, de skal da bare skynde sig at tage hul på de næste 40 år.
ÅB
Fotos: Ejvind Pedersen