Varmeprisen holder i Østervrå
Østervrå Varmeværk holder prisen på varme – også i indeværende år. Ledningsnettet og anlægget er up to date, og økonomien ser fornuftig ud. Formanden og et bestyrelsesmedlem takkede af efter lang tro tjeneste.
Det er en fornøjelse at aflægge beretning for varmeværket, lød de indledende ord fra formand Jørgen Aagreen, som havde mange positive indlæg på sin dagsorden. Varmeforbrugerne kunne glæde sig over, at varmeprisen fortsætter sit lave niveau – også i indeværende år. I 2016 var prisen 230 kr. pr. MWH, men blev justeret ned til 190 kr. pr. MWH, og det er da noget, der luner, lød det muntert fra formanden. Prisen i 2017 er budgetteret til 220 kr. pr. MWH, men kan selvfølgelig justeres, hvis det viser sig nødvendigt.
Hovedparten af varmeforsyningen har Hørby Varmeværk leveret via den fælles transmissionsledning, suppleret med gaskedlen og en mindre produktion med El-kedel og motoren. Den har kun bidraget med 9% og det skyldes at prisen på el er meget lav, og motoren kun anvendes, når el-prisen er høj. Når motoren alligevel er vigtig, så er det fordi, den står klar til at producere strøm til nettet, hvis der skulle blive brug for det. Varmeværket modtog ca. 3,4 mio. kr. – det såkaldte grundbeløb i 2016 for at stå til rådighed med el-produktion, og det er den egentlige årsag til vores lave varmepris, forklarede Jørgen Aa-green. Det springende punkt bliver, hvorvidt aftalen om grundbeløbet bortfalder i f. m. en ny forhandling af ordningen i 2019.
Fint samarbejde
Samarbejdet omkring transmissionsledningen kører fint. Udgangspunktet var at alle tre værker – Hørby, Thorshøj og Østervrå skulle have gavn og glæde af ledningen. – Det har vi opnået, konstaterede formanden, men på grund af den lave gaspris er det lige før, der ikke længere er en gevinst ved at købe varme i Hørby. I kontrakten er der også taget højde for denne situation, så det er muligt at genforhandle det beløb Hørby Varmeværk får for at drifte.
Ledningsnettet på Hjørringvej er blevet renoveret i 2016, og sådan foregår der løbende en opdatering og fornyelse af den ca. 20 km. lange ledningsnet. Værket har i alt 654 forbrugere, det er en tilgang på fire. Samarbejdet med Thorshøj Kraftvarmeværk og Østervrå Vandværk fungerer fint, og der er også indgået samarbejde om arbejde i marken med Hørby Varmeværk.
Energibyen
Formanden undrede sig over, at Energibyen Frederikshavn ikke har transmissionsledning med i deres præsentationsprogram over energibesparende og innovative tiltag i Frederikshavn Kommune. – Vi synes at det er en både fremsynet og rationel model, og vi tror, at der var andre, der kunne have stort udbytte af at vælge en lignende løsning, mener Jørgen Aagreen.
Økonomi
Årets resultat viste et minus på 420.000 kr., som skal indregnes i prisen, men der er fortsat ca. 400.000 kr. fra sidst års overskud, efter at varmeprisen er blevet reguleret. Politisk er det besluttet, at overskud skabt i varmeværket ikke kan trækkes ud, men skal anvendes til varmeforsyning eller tilbagebetales til forbrugerne. Revisor Jess Hæstrup konstaterer, at det er meget svært at ramme nul, i år har varmeværket foretaget renovering og udskiftning på anlægget for et større beløb, og der ventes også et mindre plus i 2017, så alt i alt en rigtig fornuftig økonomi.
Lang tro tjeneste
Formand Jørgen Aagreen ønskede ikke genvalg til bestyrelsen efter 28 år i bestyrelsen – heraf 26 som formand, og han fik følgeskab af el-installatør Preben Damtoft, der forlod bestyrelsen efter 30 år. Varmemester Jens Peter Løgtved og bestyrelsen takkede de to for deres lange og trofaste indsats. To nye skal løfte opgaven, og det blev Gorm Rosendal og Gert Helenius, suppleanter blev Flemming Balle og René Karlsen. Bestyrelsen konstituerer sig senere.
ÅB