Store indvielsesdag i Østervrå
Den nye tilbygning til Østervrå Idræts- og Kulturcenter med bibliotek, ungdomslokaler og samlings/værested er færdig, og alle interesserede er inviteret til at komme og se de nye lokaler, fredag 28. april. Borgmesteren holder åbningstalen, musikken og underholdningen er bestilt og flagstængerne kørt i stilling.
Det bliver en både magisk og musisk dag, når Østervrå Idræts- og Kulturcenter sammen med Østervrå Bibliotek og Østervrå Ungdomsklub inviterer indenfor til de nye flotte lokaler. Trylle-Thomas vil gå rundt i to timer blandt gæsterne med sine tryllerier, mellem de magiske indslag, tryller han balloner om til fantastiske figurer.
Musikere fra Musikkorps Sæby lægge op til åbningstalen, som borgmester Birgit S. Hansen har lovet at holde. Er der andre, der har noget på hjertet, er de velkommen til at overtage podiet efter borgmesteren.
I ”Mucirkus” kan du bl.a. møde Tryllekaj, en klovn, der elsker at tromme og Barske Bill, der er helt vild med at danse cowboydans. Manden bag er Michael Back Jensen, alle tiders musikker, der også sagtens kan sætte legeonkel, tryllekunstner, jonglør og gøgler på visitkortet.
Gæsterne får rig lejlighed til at se de nye lokaler. I ungdomsklubben er der bemanding på, og maskinen med Slush Ice snurrer lystigt. Biblioteket viser det nye selvbetjeningssystem, som også er åbent for udlån. – Vi håber, at rigtig mange har lyst til at kigge forbi, lyder opfordringen fra halinspektør Søren Kiil, vi byder også på kagemand, saft og kaffe.