Standerhejsning i DHF Fodbold
Flauenskjold Stadion var lørdag rammen om standerhejsning for ungdomsspillerne i DHF Fodbold. Hele 64 spillere var mødt op på denne første træningsdag, hvilket må siges at være flot i betragtning af det lidt kolde vintervejr.
Hanne Aaen Jensen fra DHF udvalget bød de mange spillere, trænere og forældre velkommen til sæsonen 2020. Herefter blev flaget, på traditionel vis, hejst af årets spillere 2019 Hannah Helfenstein og Michael Aaen Toft med kyndig assistance af Thomas Larsen fra DHF udvalget.
Efter en god times træning var der sodavand, pølser og pommes frites i Flauenskjold Hallens Cafeteria. For at bruge Hanne Aaens ord så var det ”en rigtig fin” standerhejsning.
DHF Fodbold er som bekendt et samarbejde mellem de tre klubber, Dybvad Boldklub, Hørby Idrætsforening og Flauenskjold Idrætsforening. Som noget nyt er samarbejdet fra 2020 udvidet til også at omfatte 5-mands holdene, således at samarbejdet begynder allerede fra U8. Det er herefter alene de helt små 3-mands hold i U6 og U7 der køres selvstændigt i de tre klubber.
DHF vil til sæsonen 2020 være repræsenteret med følgende hold i 5- og 8-mandsrækkerne, U8 Drenge, U10 Piger, U12 Drenge (to hold). Hertil kommer 11 mands hold i U14 Drenge, U15 Piger og U16 Drenge.
Lige et lille opråb fra avisens udsendte, der som bekendt har en fortid som leder i DHF Fodbold. Da vi i disse år er ramt af nogle forholdsvis små årgange giver det hele tiden udfordringer med hensyn til at få holdsammensætningen til at gå op i en højere enhed. Derfor er det ekstremt vigtigt at så mange børn og forældre som muligt bakker op om de lokale hold. Dette vil være til glæde for vores lokalområde og de daglige klassekammerater samt ikke mindst én selv. Min erfaring siger mig nemlig, at gode lokale venskaber igennem sporten er guld værd senere i livet.
Det er klart at hvis talentet virkelig er åbenlyst, så kan man selvfølgelig tage chancen hvis AaB eller Fortuna kalder. DHF Fodbold er samarbejdsklub med netop disse to eliteklubber, hvilket indebærer at der er mulighed for ugentlige talenttræninger m.v. i dette regi. Så overvej lige det hele en ekstra gang inden I vælger en anden klub.
Bak op om DHF Fodbold, og de mange frivillige ledere. Det har de fortjent…
Tekst og fotos: IS