Sæby Musikkorps gav på terassen foran Dybvad Ældrecenter
Lørdag formiddag var Sæby Musikkorps klar på terrassen foran Dybvad Ældrecenter.
Det var en meget varm dag, så musikerne havde smidt de bordeauxfarvede jakker og stod i hvide skjorter – parat til at spille masser af gode melodier for beboerne, der sad indenfor i udestuen med åbenstående dør og nød musikken og for folk, der havde taget plads over for Ældrecentret ved den nye legeplads. Der var endda også nogle, som sad i bilen med åben dør og lyttede i stil med de meget berømte drive-in koncerter.
Musikkorpset bød på dejlige sommermelodier – bl.a. en meget flot og stemningsfyldt udgave af: I skovens dybe, stille ro.
Der blev også spillet march-musik, nyere hits i den lettere popgenre, filmmelodier og festlig bigband-musik – alt i alt et frisk pust og en god oplevelse på denne meget varme lørdag, både for beboerne på Ældrecentret og for alle, der var mødt op for at få en musikalsk oplevelse i den her lidt stille tid.
Jo-Jo
Foto: Ejvind Pedersen