Reception på Dybvad Kro og Hotel
Den nye forpagter, Jesper Olsen, havde inviteret inden for på kroen til stort kaffe- og kagebord i lørdags og rigtig mange både fra byen og udefra havde taget imod tilbudet og som den nye forpagter siger, så fik han en god snak med mange af gæsterne og der kom også ordrer i bogen. Der var mulighed for at få en rundvisning på kroen, hvis man havde lyst til det.
Der var mange forskellige kager på kagebordet – alt fra boller med smør, kringle, gulerodskage, drømmekage, roulader med forskelligt fyld og med og uden flødeskum, småkager og mange flere slags for den søde tand.
Folk sad og hyggede sig og som det kom frem i løbet af eftermiddagen, var der mange, der glædede sig over, at der nu igen er gang i kroen og mulighed for at bestille mad, komme ind og spise, bestille fester m.m.
Allerede den 1. marts startede den nye forpagter med at tilbyde dagens ret og det er blevet taget godt imod af folk – der har både været folk i huset for at spise og masser af kuverter ud af huset også.
Man kunne også ved receptionen hilse på Jespers store familie, der som nævnt i sidste uges avis vil være aktive i det daglige arbejde på kroen på den ene eller anden måde.
Den nye forpagter vil gerne takke for alle gaverne og for den gode modtagelse, han har fået i byen – folk har været så imødekommende og positive, siger han. Nu glæder han sig meget til at komme rigtigt i gang med arbejdet som forpagter på Dybvad Kro og Hotel.
Jo-Jo