Østervrå holder åben grund

Går du i byggetanker, så kig forbi Bakkevænget i Østervrå lørdag den 11. maj, til åben byggegrund, og lejlighed til at tale med beboere og nybyggere i området.
Der er mindst syv gode grunde til at bosætte sig i Bakkevænget i Østervrå. Katrine Haage Sørensen (25) og Dennis Kim Petersen (29) er de aktuelle nybyggere i området, og om ganske kort tid flytter de ind i deres drømmehus. På lørdag kan du bl.a. møde dem ved deres nybyggeri, hvor de er klar til at svare på spørgsmål og øse af de erfaringer, de har gjort sig det sidste års tid, som selvbyggere.
Skole og børnehave
Østervrå ligger i et smørhul og har direkte adgang til Vendsyssels største byer med ca. 20 km til Sæby, Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. Byen har et aktivt foreningsliv, to dagligvarebutikker, specialbutikker, sundhedshus og stort idræts- og kulturcenter. Bakkevænget har den fordel, at det ligger helt tæt på både skole og børnehave, og selv om grundene ligger i bageste række, så er udsigten slet ikke dårlig. Katrine og Dennis glæder sig til at flytte ind, men de kunne rigtig godt tænke sig nogle flere naboer.
Naboerne stiller op
Det er netop naboerne, der stiller op på lørdag sammen med medlemmer af Østervrå Borgerforenings bestyrelse. Alle er velkomne til at kigge forbi og få en snak med dem, der selv har bygget hus i området eller dem, der er flyttet ind i et nybygget hus. – Vi svarer meget gerne på spørgsmål, og deler ud af vore erfaringer – både de gode og de mindre gode, fortæller bestyrelsesmedlem i borgerforening og beboer i Bakkevænget Bent Bøgsted, som lover, at der også vil være lidt godt til ganen denne dag.
ÅB