Ny halinspektør i Flauenskjold Hallen
Bestyrelsen for Flauenskjold Hallen har pr. 1. december ansat Dennis Kvesel som ny halinspektør.
Dennis er 57 år og bosiddende i nærområdet af Flauenskjold. Dennis sidder pt. i byrådet for Brønderslev Kommune, men er nok først og fremmest kendt for sin periode som formand for Hjallerup Marked og senest som formand for Hjallerup Kulturhus.
Dennis har delt sine tanker med avisens udsendte
Da jeg så opslaget om at man gerne ville have en fast bemanding i hallen i Flauenskjold, blev jeg med det samme interesseret, da jeg altid godt har kunnet tænke mig at arbejde i en hal, som tager sit udgangspunkt i det lokale og sociale miljø i et lille bysamfund og hvor idrætshallen som udgangspunkt altid er – hvor man mødes.
Jeg er selvstændig og har altid mange jern i ilden, så det at man kan tilbyde en afvekslende, dynamisk og fleksibel arbejdsplads med en stor grad af selvbestemmelse passer perfekt til min dagligdag.
Jeg ved godt det er en udfordring og det til tider kan være svært at komme udefra og få så central en stilling i et tæt knyttet bysamfund, men udfordringer skal udfordres og jeg håber lokalbefolkningen med tiden indlemmer mig i flokken, tilføjer Dennis Kvesel med et grin.
Når det er sagt, synes jeg til gengæld, at det der er rigtig spændende er hvad stillingen kan bruges til i forhold til at udvikle hallen til den livsnerve man selv beskriver den er, men også at gøre stedet til en bred kulturinstitution, med mange forskelligartede aktiviteter, som kan binde de lokale endnu mere til hallen, til byen og til hinanden.
Jeg har været involveret i rigtig mange kulturaktiviteter i vores kommune, i en periode på over 35 år, og er stadig aktiv i en del udvalg i forbindelse med mit byrådsarbejde, jeg mener derfor, at jeg har en bred kulturel baggrund og forståelse samt en ildsjæls lyst til at medvirke til udbredelsen af folkeoplysende aktiviteter til gavn og motivation for det frivillige engagement.
Jeg synes det er spændende at arbejde med frivillige og sammen udvikle oplevelser og samtidig være med til at sikre rammerne for disse initiativer og når de daglige gøremål er af vejen, ser jeg gode muligheder for at bruge tiden på at gøre Flauenskjold Hallen til et kulturcenter i byen, i samarbejde med de frivillige, hallens brugere og byens borgere.
Dennis opfordrer i øvrigt alle hallens brugere til hen ad vejen at komme forbi til en kop kaffe og en uformel snak, og som Dennis selv udtrykker det, være med til at ”lære ham op”.
Dennis har første arbejdsdag mandag den 2. december, og bestyrelsen glæder sig til at tage i mod ham, og tror på et givtigt samarbejde til glæde for Flauenskjold Hallens brugere.
IS