Ny forstander til Stidsholt Nordjyllands Idrætsefterskole
Ny forstander på Stidsholt, Andreas Ingerslev Larsen (t.v.) og afgående forstander Brian Andersson (t.h.).
I et kvalificeret ansøgerfelt er valget faldet på Andreas Ingerslev Larsen, der tiltræder stillingen 1. august 2018.
Andreas er bosiddende i Hjallerup med sin familie. Andreas forlader jobbet som viceskoleleder på Frejlev Skole til fordel for forstanderstillingen på Stidsholt. Andreas er uddannet lærer fra Aalborg Seminarium i 2007 og har siden taget en diplomuddannelse i ledelse.
Andreas er et kendt ansigt i håndboldverdenen, hvor han i mange år har fungeret som både bredde- og elitetræner. Gennem denne verden kender Andreas til Stidsholt. Så sent som i den forgangne uge, har han afholdt trænerkursus for skolens håndboldlinje.
”Med Andreas i front for skolen er vi ikke tvivl om, at vi kan fortsætte den gode udvikling skolen er inde i. Der er stadig få pladser tilbage til næste skoleår, men vi håber, at vi inden sommer har fået skolen fyldt helt op”, udtaler formand for Stidsholts bestyrelse John Dohn.
”Jeg ser frem til at fortsætte den gode udvikling på Stidsholt Nordjyllands Idrætsefterskole. Stidsholt har altid været en efterskole, som jeg har nydt at komme på som håndboldinstruktør, og jeg vil glæde mig utrolig meget til at skolen bliver en del af min hverdag. Stidsholt skal være kendt på høj faglighed og trivsel både når det gælder de almindelige skolefag og elevernes idrætslinjer”, afrunder Andreas Ingerslev Larsen.
Andreas afløser tidligere forstander Brian Andersson, som tiltræder som direktør på Frederikshavn Handelsskole 1. august.
Brian har været på Stidsholt i tre år. I disse år var skolen blandt de første i landet til at udbyde en egentlig E-sportlinje og det med kæmpe succes – E-sport kombineret med mere idræt og sund livsstil. På efterskolen udbydes også fodbold, håndbold, svømning, badminton og fitness.
Stidsholt oplever en stigende søgning i forhold til næste skoleår og der er mange, der allerede har søgt ind i 19/20.