Næsten 1000 medlemmer i Jerslev-Sterup IF
Folk er vilde med at være aktive i 9740-området, kan JSI konstatere efter årets generalforsamling. Medlemstallet ligger på 973, og der er gang i masser af aktiviteter i alle underafdelingerne, der byder på alt fra babyfitness til veteranfodbold.
Mange nye tiltag er startet op i året der er gået, og der har været stor opbakning og god energi. E-sport er muligvis på vej i samarbejde med Jerslev Borgerforening og ungdomsklubben, og JSI håber at kunne begynde efter sommerferien.
Så længe behøver man ikke at vente for se, hvor stor glæde multibanens mange muligheder spreder hos børn og unge – nu hvor solen varmer lidt mere, er der næsten altid nogen på parkourbanen, skaterbanen eller boldbanerne, der ligger så tilgængeligt lige ved siden af Toftegårdsskolen, så børnene også har fornøjelse af banerne i skole- og SFOtiden.
Markedstiden nærmer sig, og der er mange nye kræfter til at holde et Jerslev Marked igen i år med god stemning og musik, så der forhåbentlig kan blive et flot overskud ligesom sidste år. Dette overskud betyder meget for foreningens mange aktiviteter, og støtten fra sponsorer, fra Sparekassen Vendsyssels Fond og fra Genbrugsbutikken Tusindfryd er også med til at skabe liv og glæde i idrætten.