MTB-spor tager form
Et helt nyt MTB-spor er i fuld gang med at blive etableret i udkanten af Østervrå by. Der er tale om helt nye spor og stier, så de nuværende stier og gangbroer ikke bliver berørt. Frederikshavn Kommune har godkendt projektet, og i lørdags var der store-arbejdsdag, som for alvor fik sporet til at tage form.
Frivillige iført motorsav, buskrydder, minigraver, pladevibrator, skovle og trillebør havde i lørdags en travl dag i det grønne område syd for Bredgade i Østervrå. De flittige folk var i fuld gang med at etablerer anden etape af et helt nyt MTB-spor. Sporet kommer til at binde Østervrå by sammen med det nærliggende natur- og skovområde lige syd for byen. Efter dagens indsat er det kommende spor for alvor begyndt at tage form.
Fra tanke til handling
Det er mere end to år siden de første skridt blev taget til et helt nyt MTB-spor, som udsprang af et vellykket løb i forbindelse med det lokale Blomsterløb i uge 42. Da gårdejer Frode Thule Jensen velvilligt stillede sin skov til rådighed var der ikke langt fra tanke til handling, men allerede på tegnebrættet stod det klart, at der var behov for at dele projektet op i flere etaper. Etape et i Frodes skov er etableret og nu arbejder de lokale MTB’ere på etape to.
Det bliver et spor på ca. to km, der kommer til at gå fra multibanen ved klubhuset ned langs den vestlige side af stadion – krydser over den lille plantage ved Skovsøen og ind på den tidligere BMX-banen, som får nyt liv. Herfra går sporet ned over en kørerbro op til Blomstervænget og langs med læbæltet ned til sporet på ca. tre km i Frodes Skov.
Samarbejdsaftale
Der er tale om helt nye spor og stier, så de nuværende stier og gangbroer ikke bliver berørt. Frederikshavn Kommune har været med hele vejen. Det gælder i forhold til de nødvendige tilladelser, og så er der indgået en samarbejdsaftale med kommune og med Frode Thule Jensen omkring brugen af de nævnte områder.
Økonomi
Budgettet lyder på 138.000 kr. og heraf udgør det frivillige arbejde en værdi af 40.000 kr. Projektet har søgt og fået økonomiske tilskud fra bl.a. kommunens Distriktsudvalg på 50.000 kr. og Sparekassen Sæbys Fond på 48.000 kr.
Indvielse
Sporet er forsynet med markeringspæle og skilte, så ingen skal være i tvivl om, hvor de er – og hvor de skal kører hen.
Når sporet er færdigt bliver det en del af de kommunale MTB-spor, som alle kan komme og gøre brug af – ikke mindst de 40-50 lokale MTB’ere.
Hvis ellers vind og vejr tillader det, så forventer Østervrå Motionscykelklub, at det nuværende projekt er klar til indvielse i foråret 2019.
ÅB
Fotos: Ejvind Pedersen