Lørdagshygge ved Europasøen
Flauenskjold Borgerforening havde i lørdags inviteret til Lørdagshygge ved søen og der var også en stor fiskekonkurrence med fine præmier og desuden var der mulighed for at komme med sin trailer fyldt med ting, man ikke selv havde brug for mere og så prøve at få det solgt.
Over middag var der dog kun få kræmmere tilbage, fordi nogle havde valgt at pakke ned p.g.a. det lidt ustabile vejr
Det var populært med tilbudet om biksemad, der havde været omkring 25 til spisning ved frokosttid – man kunne også købe pølser, øl og vand hele dagen igennem.
Fiskekonkurrencen var godt i gang midt eftermiddag og der var tilmeldt 13 aktive fiskere og der blev jublet, når der blev fanget noget.
KFUM spejderne fra Dybvad var på pladsen for at bage deres lækre pandekager over bål.
Vejret var rigtig fint midt på lørdagen og folk havde fundet sig et godt sted at sidde og hygge sig. Der var også sat telt op i tilfælde af en regnbyge eller to.
Det var Borgerforening, der stod som arrangør og her ærgrer man sig lidt over, at alt for få havde fundet vej op til søen for at støtte arrangementet – for som bestyrelsen udtrykker det – så har de jo lagt en del kræfter i arrangementet.
Man har også fra Borgerforeningens side gjort sig nogle tanker om, hvad der kunne gøres for at lokke folk af huse og her er man nået frem til, at man måske skulle flytte tilbage til selve byen og så prøve at appellere til byens forskellige foreninger om at stå sammen om arrangementet fremover – og tilføjer man fra Borgerforeningens side – så vil man stadigvæk beholde fiskekonkurrencen, der er meget populær.
Jo-Jo
Foto: Ejvind Pedersen