Landsbyløbet startede i Voerså
Der var tilmeldt 470 til aftenens Landsbyløb, der startede og sluttede i Voerså. Vejret var helt fantastisk til en aften med løb på programmet.
Flot så det også ud med alle de deltagere og publikum i øvrigt med guldhår – der blev nemlig uddelt guldhår til alle, der havde lyst til virkelig at lave en fest ud af løbet den aften i Voerså.
Mette Hardam, medlem af byrådet i Frederikshavn kommune, som i øvrigt selv bor i området, sagde i sin velkomst til alle deltagerne bl.a. at det er 3. år Landsbyløbet sættes i gang. Formålet med Landsbyløbet var at vise landsbyerne frem og det må vi sige er lykkedes.
Landsbyløbet har været med til, at Frederikshavn Kommune har fået en flot pris nemlig at blive udnævnt til årets friluftskommune. Landsbyløbet har også fået årets Sundhedspris – og stort tillykke med det – sagde Mette Hardam og kommenterede guldhåret, som er nævnt tidligere ved at nævne de 6 byer, der er gået i samarbejde, nemlig Lyngså, Voerså, Præstbro, Mølholt, Stidsholt og Ørtoft og som kalder foreningen Østkystens guld.
Hun sluttede af med at ønske alle en rigtig dejlig tur.
Herefter blev deltagerne sendt afsted holdvis af Catharine Jochumsen fra foreningen Landsbyløbet.
Der var opstillet telt på krogrunden i Voerså, hvor frivillige stod for uddeling af forfriskninger til deltagerne og hvor der kunne købes drikkevarer, kaffe og kage, pølser m.m. og Knud Søhane-spejderne fra Voerså solgte popcorn, slush ice og candyflush. Så rigtig mange var i sving på den aften. Der var mødt masser af tilskuere op for at sende deltagerne afsted og også for at klappe dem i mål, når de kom tilbage efter endt rute.
Næste startsted for Landsbyløbet er Ravnshøj den 14. maj.
Jo-Jo
Foto: Ejvind Pedersen