Karen fortalte om barndom og opvækst
Karen Baier har været på besøg i Hyggekrogen på Østervrå Ældrecenter. Her gav hun et levende og spændende foredrag, der skabte mange gode erindringsbilleder hos tilhørerne.
Tidligere overlærer Karen Baier var april måneds gæst til den månedlige hyggeeftermiddag på Østervrå Ældrecenter. Karen fortalte levende og spændende om sin barndom og skolegang, og her blev det også afsløret, at hun ”smuglede” sit sytøj fra håndarbejdstimerne med hjem, for at få sin mors hjælp til de svære sting. Mange gode erindringsbilleder og morsomme små beretninger af en fantastisk fortæller.
En hel del havde fundet vej til Hyggekrogens lokaler, hvor de nød den hyggelige stemning samt kaffe og kage.
Hyggeeftermiddagene, der er tilrettelagt i samarbejde med en lille gruppe frivillige, har et bredt og afvekslende program, der henvender sig til både centrets beboere og gæster fra by og opland. Næste eftermiddagshygge er i maj måned.
ÅB