Julestemning på Bødkergården
Skulle der være en enkelt, der havde en lille bitte modstand mod julen lørdag formiddag på Bødkergården i Østervrå? Så blev den mødt med så stor overbevisning af det årlige julemarked, at den sidste tvivler måtte overgive sig.
Strømmen af gæster til Bødkergården var rigtig stor, og det gav trængsel rundt omkring på institu-tionen, hvor der var en livlig handel.
Igen kunne Bødkergårdens Venner og personalet forsyne de besøgende med et bredt udvalg indenfor adventskranse, dekorationer, bolsjer, brændte mandler, store klejner og pebernødder. Flere kreative hobbyfolk fra lokalområdet havde også en bod med keramik, glaskunst, træarbejde og håndarbejde.
En fiskedam og en tombola med fine præmier fik mange til at prøve lykken, og ingen så skævt til nitterne, for det hele gik jo til et godt formål – driften af Bødkergårdens dyrehold.
Skulle sulten melde sig, stod valget mellem både franske hotdogs og sodavand eller æbleskiver og gløgg.
En flok charmerende unger gav den med store overbevisning som nissekor med små optræden rundt omkring i gårdens mange afdelinger.
Julen har for alvor holdt sit indtog i Østervrå. Torsdag med byens juleoptog med hestevogn og spillemand rundt i Østervrå med efterfølgende risengrød i kulturhsuet og lørdag aften med idrætsforeningens store julefrokost.
ÅB
Fotos: Ejvind Pedersen