Julefest hos Hørby Private pasningsordning
Juletræet stod flot pyntet i Kulturhuset og ventede på, at der skulle danses omkring det sidste fredag, hvor Lene Jacobsen og Birgit Stevn fra den Private Pasningsordning havde inviteret forældre, bedsteforældre og søskende til fest og dans omkring juletræet og så var der kaffe, gløgg, saftevand og æbleskiver bagefter.
Lene og Birgit fortæller, at børnene selv har været med til at lave den fine pynt, der hang på træet.
De har fem børn hver i deres private pasningsordning og det er første gang, der skal holdes julefest.
Der blev danset og sunget af hjertens lyst, så alle til sidst fik røde kinder og trængte til et hvil.
Derfor satte man sig ned ved træet og der blev sunget nogle af de gode sange, som børnene elsker og som de voksne også godt kan lide at synge med på.
Der blev sunget Hjulene på bussen og om den lille nissemand på loftets mørke rum og mange, mange flere.
Herefter kom nissemor med gaver til alle børnene og det var noget, der vakte glæde hos de små og de blev hurtigt pakket op.
Så var det tid til at gå til bords og hygge sig ved fine juleborde og snakken gik livligt, mens børnene legede med hinanden og med de voksne og man kunne se, at de syntes, at det var dejligt at have mor, far og bedsteforældrene med til festen.
Jo-Jo