J.A.K.-Banken – Bikuben – Torslev Fælleskasse – J.A.K. Andelskasse
Af Vivi Dybdahl
J.A.K. betyder Jord-Arbejde-Kapital og navnet er valgt ved starten i 1931 for at symboliserer de tre produktionsfaktorer.
Som andelshaver i en J.A.K. andelskasse får medlemmerne ikke renter af de penge, de skyder ind i andelskassen. Til gengæld skal de så heller ikke betale renter for de penge, de låner fra andelskassens lånefond – lige bortset fra administrationsomkostninger.
Indskydernes fordel ved rentefrit at skyde deres penge i andelskassen ligger i, at de hvert år oparbejder en lånemulighed fra den rentefri andelslånefond – lånemuligheden skal ses i forhold til de penge, de har skudt i kassen.
J.A.K.-Banken har haft kontor hos varmemester William Christensen, Markedsvej, nu Bredgade, men jeg ved ikke hvornår den startede, men i 1972 kommer J.A.K.-Banken ind under Sparekassen Bikuben, og i januar 1973 flytter Sparekassen Bikuben ind i nye lokaler i Østergade 6, nu Hjørringvej. Lokalerne er indrettet i den tidligere Brugsforening Centrums isenkramafdeling. Der vil være kontortid to dage ugentlig tirsdag formiddag og fredag eftermiddag.
I april 1975 bliver der ansat en afdelingsbestyrer i Sparekassen Bikuben i Østervrå; det er Kurt Jensen; samtidig udvider man åbningstiden til fem hverdage om ugen.
Men 17. september 1980 kan man i Vendsyssel Tidende læse at Sparekassen Bikubens filial i Østervrå lukker.
Den ny begyndelse i Østervrå blev den 1. august 1981 hos forhenværende varmemester William Christensen, Primulavej, Østervrå, under navnet Torslev Fælleskasse. Direktør Steen Møller Nielsen har været med fra starten i 1981.
Den første bestyrelse var formand Egon Carlsen, næstformand Thorkild Karlsen, de øvrige var Tonni Carlsen, Legart Karlsen, Henry Lauritsen, Folsted, Jens Mortensen, Milbak og Erik Pedersen, Lille Bjerg.
Der skulle være mindst 7 andelshavere. Der var kun åbent en aften om ugen i en time.
I 1982 flytter man til VVS-installatør Legart Karlsen, Søndergårdsvej 6.
I 1985 ændres navnet fra Torslev Fælleskasse til J.A.K. Andelskasse, Østervrå.
I 1987 er J.A.K. Andelskassen i Østervrå den ottende største andelskasse i Danmark, og i 1989 har den 28 medlemmer i Østervrå.Tove Karlsen var på kontoret fra 1989 og til 1999.
Formanden i 1989 var Egon Carlsen, som ikke ønskede genvalg; i hans sted kom sønnen fysioterapeut Tonni Carlsen, og tømrermester Thorkild Karlsen blev næstformand.
I 1994 har andelskassen 77 medlemmer.
Den 1. november 1995 flytter man kontoret til de tomme butikslokaler på Vrængmosevej 1.
I 1996 har andelskassen 96 medlemmer. I 1999 har andelskassen åbent to gange om ugen. I 2000 har andelskassen 115 medlemmer.
I 2001 kommer der nye tiltag i andelskassen, man kan få en børneopsparing og homebanking.
I 2004 fusionerer de tre J.A.K.-andelskasser i Vendsyssel – Hjørring, Østvendsyssel og Østervrå. Alle aktiviteterne er nu samlet på kontoret i Østervrå. J.A.K Andelskasse i Vendsyssel har 326 medlemmer.
I 2005 gennemgår lokalerne en renovering.
I 2006 kan kasse i Østervrå fejre 25 års jubilæum, og samtidig også fejre, at Landsforeningen J.A.K. har 75 års jubilæum. Det blev markeret med et åbent hus arrangement.
I jubilæumsåret køber andelskassen ejendommen på Hjørringvej 439 af gartner Jørgen Andersen.
I 2006 er Andelskassen i Østervrå den tredje største i Danmark, og i 2007 er der 390 andelshavere.
Lise Bjerning kunne den 1. december 2008 fejre 10 års ansættelse i andelskassen.
Direktør Steen Møller Nielsen blev 50 år den 23. juli 2009, det blev fejret med en reception.
I 2012 er der 475 andelshavere, og i 2015 er der 611 andelshavere.
Bestyrelsen består i 2015 af formand Tonni Carlsen, Bo L. Nielsen, Ivan Rechter, Tom Peter Karlsson, Per Thomsen Nielsen, Rene Karlsen og Jens Jensen.
Det var lidt om J.A.K. andelskassens 36 års historie, forhåbentlig må den blive bevaret i mange år fremover.