Hyggelig tradition i Torslev Kirke
Torsdag den 13. december var der, traditionen tro, de ni læsninger i Torslev Kirke. Det er KFUM spejderne i Thorshøj, der hvert år inviterer og arrangerer.
Lyset i kirken blev dæmpet og store og små spejdere gik ind i en lang række med tændte stearinlys, meget stemningsfyldt.
Repræsentanter fra Sct. Georgsgildet i Sæby, gik med og fortalte lidt om Fredslyset. Fredslyset blev oprindeligt tændt i fødselsgrotten i Betlehem, ved den flamme som altid brænder. I Danmark udsendes Fredslyset fra Sct Laurentii Kirke i Roskilde, som passer og plejer det tændte Fredslys hele året. I flere lande er det blevet et samarbejde mellem spejderne og Sct. Georgsgilderne, og i Danmark modtages og videregives Fredslyset som en gave, hvor budskabet er: et lys for fællesskab, fred og venskab, forståelse, tolerance og fred på jorden.
De ca. 15-20 spejdere i alle aldre udgjorde herefter et blandet kor, som ledte de mange fremmødte igennem et forløb, med læsninger af forskellige tekster fra bibelen. Bibelteksterne spændte fra skabelsen over syndefaldet, til profetier om frelseren, som skal komme, og sluttede med juleevangeliernes beretning om frelserens fødsel – krydret med korsange og fællessange.
Efter ”koncerten” var der kaffe og hjemmebag til alle og der bredte sig en rigtig hyggelig stemning i kirken.