Hjerne StandUp med Madsen
Der er næsten tale om et veritabelt show, der matcher landets dygtigste stand-up komikere, når læge og hjerneforsker Peter Lund Madsen går på scenen, men til forskel for komikerne, så leverer han mellem pointer og punchlines interessant og nyttig viden om vores hjerne.
Vi var i sansernes vold, tirsdag aften i Østervrå Kulturhus, hvor Hjerne-Madsen var inviteret til at fortælle om vores mest betydningsfulde organ – hjernen. Peter Lund Madsen forstår virkelig at gøre et vanskeligt emne særdeles spiseligt. I to afdelinger med en god blanding af faktuelle informationer, slides og en meget veludviklet humor, blev de godt 300 tilhørere meget klogere på hjernen og fik lattermusklerne motioneret.
Det var den vigtige del af hjernen, der hedder Amyg-dala og det limbiske system, vi fik aktiveret, forklarede Peter Lund Madsen. Den del, der bl.a. styrer vores følelser, og hr. Madsen forstod virkelig at styre os. I et hæsblæsende tempo fortalte han om, hvordan hjerne har udviklet sig, hvad der skal til, for at den fungerer og om, at det er sundt for barnehjerner – ja, også de voksnes hjerne, at lave ingenting – kort sagt at kede sig.
For det er netop på det stadie, at de gode ideer kommer, det er her hjernen får lov til at ”have fri leg”, noget, der er mere brug for end nogensinde før. Det er sundt at bruge hjernen, men det er ikke sundt, at hjernen skal være fokuseret hele dagen, så det kun er et afgrænset område af hjernen, der er aktiv.
– Hjernen bliver udtrættet, og det er skadeligt for vore sanser, lød meldingen fra hr. Madsen.
Hjernens grundpakke med krybdyrhjernen har gradvist udviklet sig gennem tiden, og efterhånden, som arterne har udviklet sig, er der bygget flere og flere moduler på. En lang rejse, som betyder, at vi mennesker har den mest udviklede hjerne, med alt hvad det fører med sig af evner. – Det betyder bl.a., at vi får lov til at forlade ZOO, når de lukker, lød det fra Peter Lund Madsen.
Mennesket kan tænke kreativt, er social intelligent, i stand til at have samvittighed, have empati og meget mere, som gør os til det højt udviklede individ, vi er i dag. – Når vi bliver født har vi 92.000.000.000 hjerneceller, og det afgørende her er, hvilke af dem, der bliver stimuleret. De celler, der ikke gør– går til grunde. En hjerne er fuldt udviklet omkring 25-års alderen, men hjernen er i stand til at lære hele livet, og det er bevist, at når hjernen lærer noget nyt, så ændrer den i udseende, forklarede Peter Lund Madsen.
Det er ikke alene hjernekapaciteten, der er afgørende for vores udvikling. Vi formes af summen af de påvirkninger, vi får gennem livet. Den kultur og det fællesskab vi er en del af, er det, der afgør vores eksistens.
Aftenen sluttede med spørgsmål fra salen, og et godt råd om at gå hjem og få mindst 4½-6 timers søvn, så hjernen kan sætte alt på plads, give gode drømme og være klar til næste dags udfordringer.
Aftenen var tilrettelagt i samarbejde med FOF Vendsyssel, ØVIs Venner, Østervrå Seniorer, Torslev Menighedsråd og Østervrå Bibliotek, der havde fået stor hjælp med alt det praktiske af Østervrå Idræts- og Kulturcenter.
ÅB