Heidi og købmandsbutikken
I flere måneder har det ikke været muligt at købe dagligvarer i Hørby, men nu er der lys forude. Fredag den 29. maj åbner byens købmandsbutik igen, som en Letkøb med købmand Heidi Pedersen bag disken.
Kunderne kan glæde sig til en ret velassorteret lokal indkøbsmulighed, når Hørbys eneste dagligvarebutik igen får lys i vinduerne og strøm på kasseapparatet. 39-årige Heidi Pedersen er den nye købmand bag disken i Letkøb Hørby, og hvis nogle måske skulle genkende hendes søde smil, så har hun tidligere slået sine folder i Rema 1000, Sæby og Min Købmand i Flauenskjold. Heidi var ikke spor i tvivl om, at jobbet i Hørby lige var noget for hende. – Jeg tror, at det hele tiden har luret i baghovedet, at jeg godt kunne tænke mig at være min ”egen herre”. Når man er ansat, så gør man sig jo nok nogle tanker om, hvordan det skulle være, hvis jeg selv kunne bestemme, lyder forklaringen.
Lokale leverandører
Kunderne kan se frem til flere nye tiltag, bl.a. er der kommet ny køler og fryser, og der er indrettet kontor i butikken, så både Heidi og kunderne hele tiden kan se hinanden.
Heidi vil rigtig gerne forhandle produkter fra lokale leverandører, og hun har allerede indgået aftale med Karup Æg, men også BlomsterBixen i Præstbro. Det betyder, at butikken i Hørby hver dag vil kunne tilbyde blomster og buketter, men også tage imod bestillinger, derudover håber Heidi på positive tilbagemeldinger om leverance af jordbær og grøntsager.
Nyt er det, at der er indgået aftale med PostNord, GLS og Bring om levering af pakker, og så vil det være muligt at købe brød fra Hørby Bageri. – Når bageren lukker sælger vi resten af brødet i Letkøb, og så vil der også stadig være mulighed for at købe en fransk hotdog, fortæller Heidi.
Bag butiksfacaden har der i længere tid været rigtig travlt med indretning og renovering. Heidi har siden nytår været med i planlægningen sammen med Iværksætterselskabet og Ejerlauget bag butikken. – Jeg har hele vejen haft utrolig stor opbakning og hjælp fra Ejerlauget, som også har lyttet med åbent sind til mine ideer og forslag, fortæller Heidi, der også vil få en hjælpende hånd fra Ejerlauget i den daglige drift, bl.a. med opfyldning på hylder og lignende.
Letkøb har åbent alle uges syv dage, men Heidi er overhovedet ikke afskrækket ved tanken om de lange arbejdsdage, og heller ikke den udfordring, der kan ligge i, at skulle drive forretning i et lille lokalsamfund. – Jeg håber og tror på, at byen og oplandet vil bakke op om butikken. Jeg er selv i butikken hver dag, men regner med at ansætte en medarbejder, så jeg også kan få lov til at holde fri en gang i mellem, forklarer Heidi med tanke på sin familie.
En stor og meget vigtig brik for at kunne påtage sig jobbet i Letkøb Hørby er, at Heidi har fuld opbakning fra hjemmefronten i Brønden, hvor der nok skal blive brug for bedsteforældrenes hjælp til at passe 6-årige Jens, når far Kennet, med egen virksomhed, er på job, og mor bag disken i Hørby.
Festdag
Åbningen af butikken fredag markeres med ekstra gode tilbud, og så bliver der kræset for kunderne med popcorn, slushice, fadøl og fra en ægte pølsevogn bliver der hele dagen langet hottere over disken. Heidi glæder sig og håber, at rigtig mange vil kigge forbi og se, hvor fin butikken er blevet.
ÅB