God opbakning til Østervrå Seniorerne
20 gange i 2017 har Østervrå Seniorerne inviterer medlemmerne til møder i Østervrå Kulturhus eller på udflugt til interessante steder i landet. Medlemmerne bakker godt op om bestyrelsens program.
Formand Aase Mikkelsen kunne i sin årsberetning ved generalforsamlingen fortæller om en stribe arrangementer i foreningens regi i løbet af 2017. Bestyrelsen havde forsøgt at lægge et alsidigt program, og det er vist faldet i god jord, for medlemmerne har bakket godt op til det meste.
I samarbejde med Østervrå Bibliotek var der besøg af Grethe Hagensen og Bent Jakobsen, som viste billeder og fortalte om ”Danmark Dejligst”. Der havde været et besøg på gården Milbakken i Brønden, hvor ejerne viste deres flotte have med georginer frem. Vivi Dybdahl var på besøg og fortalte om julen og dens forberedelser gennem tiden. Der har været flere bankospil og fællesspisning, og naturligvis høstfest og julefrokost. De to udflugter gik til Nutidsmuseet i Aars og til Mariager.
Bestyrelsen har holdt fem møder med bl.a. tilrettelæggelse af årets program, samt deltaget ved kredsgeneralforsamlingen, og så har tre fra bestyrelsen tjekket Rude Strand Seniorhøjskole ud.
17 over 90
Østervrå Seniorer har 230 medlemmer heraf 17 æresmedlemmer, en titel man opnår, når man runder 90 år, og det betyder også gratis medlemsskab. I løbet af året har foreningen mistet ni medlemmer.
Til bestyrelsen var der genvalg af to gange Mikkelsen – Aase og Grethe. Bestyrelsen består endvidere af tre gange Jensen – Conny, Birthe og Inga.
2018
Lige efter Påske deltager Seniorerne i Østervrå Messen og inden sommerferien står der to udflugter på programmet – en halvdags med besøg og rundvisning i centralkøkkenet Ankermedet i Skagen, mens heldagsturen i maj måned går til Fur.
I efteråret er der allerede planlagt et foredrag i samarbejde med Østervrå Bib-lio-tek og så håber seniorerne også, at de skal stå for det store Familiebanko i uge 42 igen i år.
ÅB