Genstridige fastelavnstønder
De var der vist alle sammen – de kendte superheltene med ekstra kræfter, men alligevel blev det noget af en udfordring at få tre fastelavnstønder slået til pindebrænde på Torslev Skoleafdeling i Østervrå.
Batman, Superman, Zorro og flere andre med ekstra power var lige ved ikke at være tilstrækkeligt fastelavnsmandag, da Østervrå Borgerforening havde inviteret til tøndeslagning i skolens Storrum. Gæsterne var eleverne og lærere fra 0.-2. klasse, og de havde alle sammen været i udklædningskassen og fundet de fine, festlige, farlige og sjove kostumer frem.
Eleverne stillede disciplineret op i tre rækker, og så gik det løs med slag på slag til de tre flot pyntede tønder. Det skulle imidlertid vise sig at blive noget af en udfordring, for tønderne – de holdt stand – endda meget længe.
Der var brug for stor og god tålmodighed, og det har de heldigvis – eleverne fra Indskolingen. Målrettet blev der sendt byger af slag af sted, og med en lille bitte smule hjælp, så lykkedes det endelig at få bunden slået ud af tønderne. Belønningen var en masse slikposer, som efterfølgende kom med tilbage i klasseværelset, hvor de blev fordelt.
Afdelingsleder i Indskolingen Tim Terkelsen samlede til slut eleverne, og lod med slet skjult ironi, eleverne forstå at det var på tide at lægge iPaden til side og i stedet gå i gang med at træne overarmen til næste fastelavn. Det vandt ikke gehør tværtimod, udløste det et stort kollektiv BUUUUU!
Fastelavn i 2021
Borgerforeningen er godt tilfreds med arrangementets forløb, og er med på en gentagelse. – Vi vil helt sikkert også holde fastelavn i 2021 og gerne i en udvidet version, fortæller Kirstine Brandt fra bestyrelsen, jeg synes, det er vigtigt, at vi holder fast i traditionerne, og børnene er jo også vilde med at klæde sig ud. Kirstine og hendes to børn Amalie og Bertram havde i øvrigt brugt et par dage i vinterferien til at dekorere tønderne.
Resultatet af dagens anstrengelser blev: Kattekonger: Naja (0. kl-Lærke-holdet), Birthe (1. kl.-Eg-holdet) og Paw (1. kl. – Bøg-holdet). Dronninger: Mikkel (2. kl. – Eg-holdet), Lilli (2. kl. – Lærke-holdet) og Tristan (0. kl. – Ahorn-holdet)
ÅB
Foto: Ejvind Pedersen