Frikirken spiser også sammen
Østervrå Frikirke er også med, når der i uge 17 er dømt ”Danmark Spiser Sammen”. Torsdag den 26. april er det muligt at nyde fællesskabet omkring maden.
Folkebevægelsen mod Ensomhed står bag det landsdækkende tilbud i uge 17, hvor foreninger, kirker mm. kan melde sig som arrangør af fællesspisning.
Det har Østervrå Frikirke gjort, men har valgt at lægge det om torsdagen den 26. april, hvor der som sædvanlig er fællesspisning i kirken i f. m. ”Mad og Meninger”. – Vi håber, at rigtig mange har lyst til at kommer og nyde fællesskabet omkring god mad, ”5 minutter om Jesus” hygge med kaffe/te og måske et spil eller en god snak i sofahjørnet, lyder opfordring fra Susanne Andersen, der er formand for menighedsrådet.
Mad hver torsdag
I Østervrå Frikirke er der fællesspisning hver torsdag – året rundt. Tilbuddet er åbent for alle, og typisk kommer der hver gang mellem 20 og 30 deltager i alle aldre, men der kan sagtens blive plads til flere, oplyser formanden.
I modsætning til det kommende arrangement, så er der ingen tilmelding til de almindelige fællesspisninger, der skal man blot møde op.
ÅB