Fin debut til LAN i Østervrå
Deltagerne er tilfredse, arrangørerne er tilfredse, og nu skal der evalueres og drages erfaringer. Allerede nu ligger det helt fast, at der bliver et nyt party i Østervrå.
Alle mand – 59 drenge og en enkelt pige mødte forventningsfuldt op til det første LAN-party i Østervrå Kulturhus. På forhånd havde arrangørerne og styregruppen sørget for, at gøre klar til de mange deltagere.
For en passioneret computerspiller er LAN-Party vel noget af det tætteste, man kommer på drømmeland. Bare at spille sit yndlingsspil med sig selv eller mod andre passionerede spillere i 24 timer. Ingen løftede pegefingre eller begrænsninger i form af skærmtid osv., og spillet det blev der – i stor stil.
Undervejs havde styregruppen tilrettelagt konkurrencer og sjove indslag. Bl.a. kunne deltagerne prøve en forhindringsbane med små minidroner – udfordringen lå ikke kun i at styre de små hurtige maskiner, men også at gøre det på bedste tid.
Mad og hvile
Det kan være nødvendigt med en pause, og flere havde da også taget sovegrej med, så hjerne lige kunne få et lille hvil – inden det igen gik løs med bl.a. Counter Strike og Rocket League, som der også blev afviklet konkurrencer i med fine præmier. Bl.a. de før omtalte minidroner.
LAN-party er bare chips, cola og slik! Er manges opfattelse, og det er da også ingredienser, der indgår, men arrangørerne havde sørget for, en god sund lasagne og frugtstænger til aftensmad, og begge dele var populært. Til morgenmad var der også mulighed for at vælge god og varieret kost.
Erfaringer
Arrangørerne har gjort sig mange gode erfaringer undervejs, og langt hen ad vejen har der været mange positive oplevelser. Kulturhuset er ideelt til arrangementet, og selv om netværket ikke helt havde den nødvendige kapacitet, så blev den udfordring også løst.
Planener om at vise livestreaming fra festen gik desværre ikke helt som forventet, men det er noget, der bliver arbejdet på til næste gang. Til gengæld er der optaget en masse video.
Fint samarbejde
Arrangørerne Østervrå Idrætsforening og styregruppen er særdeles godt til freds med hele forløbet. Idrætsforeningen er imponeret over den effektivitet styregruppen har arbejdet med, og styregruppen er glad for et super godt samarbejde med Østervrå Idræts- og Kulturcenter samt Frederikshavn Kommunes IT-afdeling.
ÅB
Foto: Ejvind Pedersen