En dyrerig oplevelse
Der var dømt masser af varme, hygge og gode oplevelser, da en bus en af de sidste dage i juni rulle op foran Østervrå Ældrecenter. Dagens program bød på udflugt til Farm Fun i Ålbæk.
Beboere, pårørende og hjælpere samt De Frivillige tog plads i bussen sammen med en masse god proviant fra centrets køkken, og af sted gik det mod nord. Vel ankommet til dagens mål, fik alle en forfriskning i det varme sommervejr. Snart var der gang i ben, kørestole og rollatorer for der var meget, der skulle ses og røres ved.
Særlig stor opmærksomhed var der til de mange unger, der var i de forskellige indhegninger og bure. Gedekid blev løftet op, så alle kunne kæle med de tamme dyr. Til stor glæde for gæsterne fra Østervrå, var der en dyrepasser, som hjalp med at finde de små nuttede unger frem hos kaniner og marsvin, så også de fik masser af kæl og klap.
En vellykket udflugt er også ensbetydende med en god madpakke, og noget tyder på, at køkkenet igen havde ramt plet, for alt blev spist til sidste bid. Efter middagen gik selskabet endnu en rundt, for at få de sidste gode oplevelser med.
Besøget sluttede af med kaffe og kage samt en lille is inden bussen kom og hentede en flok trætte beboere, hjælpere, pårørende og frivillige, som havde haft en fantastisk dag i hinandens selskab.
ÅB