Det bliver et billedskønt år hos PixlArt
Det digitale galleri PixlArt i Østervrå sluttede det gamle år af med et løfte sløret for, hvad der foreløbigt er på programmet af spændende udstillinger og aktiviteter i 2018,
PixlArt er godt på vej ind i sit tredje leveår, og det tillægger man jo i menneskeverdenen ofte som en lidt trodsig alder. Hvor vidt det gør sig gældende i foreningen Pixlart, skal være op til den enkelte at vurdere, men det har været foreløbig 2½ år med mange udfordringer, men også et hav af ideer, udstillinger, initiativer og arrangementer, der har krævet sit af bestyrelsen. Den tilstand fortsætter i 2018, hvor der allerede er en masse spændende udstillinger, men også nye initiativer og samarbejder i støbeskeen.
Formand Tao Lytzen løftede på årets sidste dag sløret for det, der allerede ligger helt fast.
Nordjyske øjeblikke
Allerede 1. nytårsdag åbnede årets første udstilling med pressefotos af 22 fotografer fra Nordjyske, dertil kommer flere filmklip bragt i 24Nordjyske. Udstillingen kan ses i weekenderne hele januar måned.
I løbet af foråret kommer der først en udstilling fra Afrika. Der er ikke tale om katastrofebilleder, men derimod fotos som viser, at der også er et andet Afrika. Den afløses af Asger Carlsens billeder, som er rendyrket fotokunst, hvor han leger med vores sanser i forhold til menneskekroppen. Umiddelbart noget vi genkender, og så alligevel ikke.
Dronningen
Årets hovedudstilling åbner i juni måned med billeder af vores regent Dronning Margrethe. Et omfattende fotodokumentarisk portræt af øjebliksbilleder, der viser dronningens liv, lige fra hun blev født i 1940 til i dag.
En af Danmarks førende dokumentarfotografer Henrik Saxgren præsenterer sin udstilling om Grønland i august måned, og så er der alle de andre ting.
PixlBoxen
I februar har PixlArt et spændende samarbejde med Musikkens Hus i Aalborg, og så skal galleriet på landevejen. Et helt nyt tiltag er PixlBoxen, som er den nye mobile enhed, der bl.a. kommer ud til landsbyer i Frederikshavn Kommune, med opfordring til borgerne om at være med til at dokumentere deres by gennem kameralinsen.
Derudover har PixlArt et samarbejde med Vrå Højskole netop lanceret et helt nyt samarbejde, en fotografisk uddannelse ”Pixl-academy” med start i august og undervisning dels på højskolen og dels i PixlArt.
Renovering
Den gamle kirke trænger til en ansigtsløftning, og til det har PixlArt været heldige at få penge fra Realdanias Underværker kampagne, og i marts rykker håndværkerne frem med stilladserne, så de udvendige murværk kan blive frisket op.
Et halvt hundrede tilhørere havde taget imod invitationen til at ønske godt nytår og få et kig ind i årets program, og kender vi folkene bag det digitale galleri, så har vi endnu flere ting at glæde os til fra deres side i 2018.
ÅB